INDEN DU REJSER TIL ISLAND
Generelt om Island
Island er en vulkanø, som blev dannet for ”kun” 16 millioner år siden, hvilket gør den til et af Europas geologisk set yngste områder: Landskabet er unikt med kæmpestore fjorde, imponerende vandfald, boblende geysere, gigantiske gletsjere og et øde højland, som minder om et månelandskab.
Landet har et samlet areal på 103.000 kvadratkilometer og er næsten to og en halv gang så stort som Danmark.
Island måler 300 km fra nord til syd, 500 km fra vest til øst og har en kystlinje på 6000 km. Af de 300.000 indbyggere bor lidt over halvdelen, 170.000, i hovedstaden Reykjavik og omegn.
Nogle vulkaner er stadig aktive
Islændingene fik allerede i 1980 deres første kvindelige statschef, Vigdis Finnbogadóttir. Landet betragtes som åbent og progressivt og har en levestandard, som er blandt de højeste i verden. Samtidig værner man om de traditionelle myter, sagaerne, og det islandske sprog. Der er næsten ingen forskel på det sprog, man talte da de første nybyggere kom hertil i 800-tallet og det sprog der tales i dag, men engelsk tales af de fleste.
Typisk hus på Island
Ankomst
For at få indrejsetilladelse skal du have et gyldigt pas. På økonomiklasse på flyet er det normalt tilladt at have 20 kg bagage med pr. person.
Valuta
Islands valuta kaldes den islandske krone, ISK. Mastercard og Visa kreditkort accepteres stort set overalt. I de større byer og i lufthavnene er der også masser af bankomater. Vekslekursen ligger på omkring 21 ISK til 1 DKK.
(Januar 2012)
Offentlig transport
Der er gode busforbindelser til de beboede områder på Island. Hovedstaden Reykjavik har også et rigtig godt bybusnet. Der er ikke nogen jernbane på Island, men der er flytrafik mellem Reykjavik, Höfn, Egilsstadir, Akureyri og fjordene i vest. Den internationale lufthavn hedder Keflavik og ligger ca. 50 km fra Reykjavik.
Mobiltelefoner
De fleste mobiltelefoner kan bruges, forudsat at international opkobling er mulig, men oppe i højlandet er der ikke noget normalt mobilnet. Man kan købe Siminn og Vodaphone GSM-kort på benzintankene. De to leverandører dækker størstedelen af øen og bebyggelser med mindst 200 indbyggere. Man kan også leje NTM mobiltelefoner, som har dækning på hele Island inklusive højlandet.
Åbningstider
Banker holder åbent fra mandag til fredag 9.15-16.00. Bankomater findes i de fleste større bebyggelser. Forretningerne har som regel åbent fra mandag til fredag 9.00-18.00 og lørdage 10.00-14.00. En del souvenirbutikker er også åbne om søndagen. Turistinformationen i Reykjavik er åben dagligt 8.30-19.00 i tiden fra 1. juni til 15. september. Mellem 16. september og 31. maj er der åbent på hverdage fra 9.00-18.00 og i weekenden fra 10.00-14.00.
Klima
Selvom Golfstrømmen har en positiv indvirkning på klimaet, skal man være forberedt på alle slags vejr på Island. Om sommeren varierer temperaturen som regel mellem +12 og +15 grader, men det er også almindeligt med temperaturer på op mod +20 grader.
Der er altid risiko for regnbyger, men det regner i gennemsnit mindre i Reykjavik end i f.eks. London. Temperaturen om vinteren ligger på omkring +5 og -5 grader, hvilket er varmere, end de fleste tror, men det kan være meget blæsende.
Fyr på Island
Specielt - Midnatssol og Nordlys
Allerede i marts er dagene længere på Island end i Midteuropa. Midnatssolen ses bedst i tiden fra midten af maj til midten af juli på klare nætter i den nordlige del af landet. Nordlys eller Aurora Borealis, som det også kaldes, kan ses fra september til marts i polarområdet. Vinterdagene er ikke så korte, som man skulle tro. Fra november til februar er der stadig 5-8 timers dagslys hver dag.
At spise og drikke
De islandske specialiteter er forskellige retter med lam og frisk fisk. Der findes mange restauranter og spisesteder med f.eks. indisk, mexicansk og italiensk mad. Der er meget at vælge imellem.
Hvad skal jeg tage med?
– pas, rejseforsikring og hvis du har tænkt dig at leje bil, også kørekort
– tilstrækkeligt med film, DVD, memorycards, batterier / batterioplader til dit kamera
Til rejser med hotelovernatning
– varmt tøj, regn- og vindtæt
– lettere tøj til varme dage
– handsker, hue og halstørklæde
– kraftige vandresko, gerne vandrestøvler
– solbriller og kikkert
– badetøj
– lommekniv (Obs! ikke i håndbagagen i flyet!)
– førstehjælpgrej til eget brug
Til rejser med vandring og hotelovernatning
– se i ovenstående, hvad der anbefales til hotelovernattende gæster og medbring også:
– kraftige vandrestøvler, der er gået godt til
– sportssko og lettere sko
– regntøj, der kan klare voldsom regn
– håndklæde
Sovepose - eller campingrejser
– se i ovenstående, hvad der anbefales til vandring + hotelovernattende gæster og medbring også:
– varmt undertøj
– træningstøj
– myggenet, saks og lommelygte
– rygsæk og udstyr til medbragt mad
– tøjklemmer og tøjsnore
– sovepose (hvis du ikke lejer på stedet)
– håndklæde